Købmandsbutikken i Gullestrup.
1. juli 2011.
En fortælling af Hulda Knudsen fra dengang i 60’erne, da Gullestrup var en landsby med købmand, gartner, tømrer mv.
Hulda og Kristian Juhl Knudsen købte købmandsbutikken Gullestrupvej 55 i 1953. Huset er bygget i 1903 af ham, de købte af. Bøgetræerne i haven på Løvbakkevej 1 er også fra 1903
Købmandsbutikken lukkede i 1967, da kommunen havde købt alle gårdene. ”Når alle karlene og pigerne forsvandt, så var det jo sket”, fortæller Hulda.
Så kom Hulda på skolen. Det var en lille skole dengang. Hulda og Juhls tre børn har også gået der. Fra 6. klasse kom de på Nørregade skole.
Hulda og Juhls børn er: Susanne f. 1957, Finn f. 1962 og Birgitte f. 1966.
Alle bøgerne fra Nørregade skole står på loftet endnu. Det er så børnenes sag nu, hvor Hulda flytter om på Lupinens kvarter.
Juhl i butikken i 1955 med hunden Bonny.
Hulda fortæller: ”Dengang var det et sogn med nabogilder. Vi havde hele sognet som kunder, så vi blev inviteret med til rigtig meget. Det var spændende, men vi havde jo næsten ikke tid til det. Min mand gik også meget op i håndbold. Så vi har godt nok været af sted til meget. Han spillede i 2. division i Kongreshallen. Han spillede med Frede Jensen og Maibom og alle de der.
Juhl brækkede benet i 1962 lige op til jul, og det var ikke smart. Vi havde Finn, der kravlede. Og vi kørte landtur 2 gange om ugen. Kunderne tog det dog helt utrolig pænt.
De sidste kunder lå ud mod Tjørring ved Kaj Kjeldsen og Bjerre, der hvor vejen svinger, og så havde vi alle gårdene op mod Løvbakkerne. Der var ret så mange gårde dengang.
Der var også en handelsmand, der hed Heino. Han købte æg mv. på landet, og solgte dem på torvet i Herning. Vi var jo sådan lidt konkurrenter.
Vi havde en skolepige til at hjælpe med børnene, men ellers klarede vi os uden hjælp. Jeg var i butikken, når Juhl skulle ind og hente varer eller tog på landtur. Det skete da også, at det var mig, der tog en landtur. Vi åbnede kl. 8.00 og lukkede vel kl. 18.00.
Der var ikke kunder i butikken hele tiden, og der var jo også en købmand på Trælundvej dengang. Vi havde kunderne ud til Sebbesandevej, og så havde han kunderne længere ude. Der var også købmand i Nybo. Så der havde vi hen til Sahlholdt. Vi havde også kunder ind mod Herning bl.a. Nørholm (den største gård omkring Lillelundvej).
Købmandsarbejdet bestod lige så meget i at passe telefonen.
Selvom vi havde travlt, så var det spændende at køre landtur op til jul, for konerne stod jo og bagte småkager, og så havde min mand nogle gange smagsprøver med hjem til mig. Vi vidste da, hvad vi skulle få tiden til at gå med dengang.
Hvis vi skulle noget, så havde vi nogle venner, der kunne passe biksen en tre timer. Hans Jørgen Sahlholt – han har da passet biksen nogle timer, hvis vi skulle til bryllup, eller hvad ved jeg. Det var der jo nogle, der vidste, og så ringede de og hørte, om vi havde det og det, og det var så et krydderi, som der ikke fandtes, så der blev der taget gas, sådan er det jo med unge mennesker.
Frysehuset lå først ovre ved Tage Vestergaard (naboen) på gårdspladsen, men så ville han bygge lidt mere kostald og lade. Så flyttede han det herop på vores grund. Frysehuset har ikke noget med købmanden at gøre, der sad en bestyrelse, men min mand var formand, og vi havde tilsyn med det. Der var 24 frysebokse, og 2 gange om året skulle der afrimes. Da kom vi hinanden ved, det var hyggeligt. De, der havde boks, havde selv kurve og kasser med til kødet og dækkede til med tæpper Så satte vi kogende vand i baljer i boksene, og så gik vi op på skolen. Det havde jeg fået lov til, og så drak vi kaffe. Bagefter kunne vi gå ned og rime af. Frysehuset holdt op med at fungere midt i 60’erne.
Der boede en tømrer over for skolen på Trælundvej. Og på Løvbakkevej 4 var der gartneri.
Gullestrupvej 55 – i 1956.
Når vi havde dyrskue i Herning, så var der kø på vejene her – fra Sahlholtvej og ned ad Gullestrupvej. Det var jo den vej, der var dengang (den, der er cykelsti nu). Dyrskuet blev holdt på Møllegade.
Der var nogle kunder, der hed Bubjerg. De sad til leje i et tidligere mejeri, som kommunen ejede, ca. der hvor rundkørslen (Vesterholmvej og Gullestrupvej) er nu. Der var fire eller fem sønner, de hang sammen som ærtehalm, nogle var jo lidt bedre end andre, det var sådan nogle, man lige skulle have to skridt fra livet. Hvis de var ude sammen, så skulle man altså ikke provokere dem.
Der lærte jeg hurtigt, at hvis de kom og skulle have to kælderkolde, mens jeg stod alene i butikken, så kunne der godt være nogle varer, der var væk, når jeg kom op igen. Så Juhl og jeg havde den aftale, at jeg lige skulle kalde på ham, når de kom. Og så havde vi den regel med dem, at de havde noget på regning, og hvis de ikke betalte den, så fik de ikke mere på klods.
Engang kom de 20 minutter over 8 en mandag morgen, lagde en seddel på disken og sagde, at det ville de gerne have leveret. Det kunne de jo godt få, men Juhl han kiggede da noget, da der stod 2 kasser øl, den største kasse cigarer, vi havde, og snapse og ting og sager. Så Juhl sagde, at de jo havde en regning, der stod.
Så smækkede de lige en tipsgevinstseddel på disken. Om det var 10.000 eller 12.000, kan jeg ikke huske, det var i hvert fald mange penge. Så sagde Juel, at ”vi er jo ikke nogen bank”, så de måtte lige gå ind og få den indløst, men han skulle da nok levere.
Juhl kom så over til familien med varerne, og da han kom ind, var der fuldstændig blåt af røg, for de sad jo og røg cigarer alle sammen – der blev lige fejret. Deres mor fik vist nye møbler, så rejste de til København, og da de kom tilbage, var pengene brugt.
I Holing havde vi forsamlingshus, det var vores samlingssted. Der lå jo en del gårde der. Og ”Juletræ” i Holing forsamlingshus, det var altså spændende. Vi gik også til gymnastik derovre.
Alle vores børn har spillet håndbold i HFH hallen (Baaboon-city nu), nu er det så børnebørnene, der spiller i Holing. Der har jeg også spillet mange gange, og jeg blev så leder af oldgirls i HFH.
I Lupinens kvarter var der en gårdejer – Søren Lund. Den aften, hvor Kennedy blev dræbt, sad vi derhenne til nabogilde Der er sådanne ting, man aldrig glemmer. Det var 1963, tror jeg.
Der var også de fabrikanter, der købte Solbakken (Snerlens kvt. 11). Der gik nogle historier, om de fabrikanter: ”Når det er måneskin, så trækker vi vores senge ud på gårdspladsen, der er intet så skønt som at kigge op på månen”.
Ud mod Løvbakkerne boede Holger Nielsen, det var også en af vores kunder. Han var glad for stærk ost, og op til jul, når vi havde noget gammelt ost, fik han resterne. Vi havde sådan et kælderrum, og når de rigtig begyndte at svede, var det noget, der smagte. Holgers kone hed Tina, og hun sagde ”Nå – kommer du nu Juhl, så skal jeg lige finde min kagedåse”. Så blev osten lige puttet i kagedåsen og sat ud på græsplænen. Hun ville ikke have den inde. Der var ikke noget, der hed køleskab dengang.
Da vi havde solgt butikken i 1967, begyndte jeg at gøre rent på skolen. Det var Maul, der var lærer dengang.
Der hvor gymnastiksalen var, der lavede vi dilettant i sin tid. Der var også undervisning på Løvbakkevej 1. Der var toiletter i gården, der hvor der er fuglevoliere nu.
Vi havde nogle forfærdelige snevintre i 70érne, jeg tror det var i 1975. Maul var flyttet til Herning, og han ringede og sagde, at han altså ikke kunne komme igennem, så hvis jeg lige ville være sød at sende de elever hjem, der var kommet.
Senere blev jeg lærervikar. Det var et lille samfund, og når skolebestyrelsen havde sagt god for, at vi godt kunne tage mig som vikar, så var det helt ok. Jeg behøvede ikke undervise i alle fag, hvis jeg ikke ville. Og jeg kan huske, da vi havde Sølund som borgmester i Herning. Hvis vi rendte sammen, og han hilste på, så sagde han ” Nå det er dig, der har den der særlige ordning, som vi har til at stå i Herning Kommune Hulda-ordningen”. Så det har de på skrift derinde. Når de havde skolebestyrelsesmøde, så lavede jeg kaffe, for der var jo ikke pedel. Jeg gik så op med æblekage, eller hvad de nu skulle have. Og når der var noget om aftenen, så kunne jeg jo godt lige låse, det har de på skrift på kommunen.
Jeg var med til det første halbestyrelsesmøde i 1970 og blev så ved i 25 år. Jeg var sekretær på møderne. Når protokollen var fuld, så ville jeg ikke mere, havde jeg bestemt.
Jeg har været med til gymnastik og badminton, og nu spiller jeg så petanque. Jeg har for nylig fået brud på rygsøjlen, da jeg spillede badminton (april 2011). Og lægen sagde ”Vi kan da sige, at det var en sportsskade, og det er egentlig godt gået, når det skal være”.
Men nu flytter jeg hen på Lupinens kvarter, det glæder jeg mig til”
Skrevet af Ketty Vinther.
